"Pyntet til Fastelavn" med alle sine prangende gl. skilte der reklamerer for varer som ikke længere fås....!" Sådan skrev en journalist i 1956 om den sagnomspundne Købmandsbutik i Svinsager, der dengang i 50'erne var Danmarks mest fotograferede Landkøbmandshandel.
Den lå tæt ved Skanderborg lige op af den gamle Horsens - Århus Landevej, så alle der kørte nordpå igennem Jylland skulle dén vej. Netop landevejstrafikken havde givet købmanden den gode handel siden åbningen i 1880.
Vejen slog et sving rundt om huset, hvilket resulterede i flere og flere trafikuheld i takt med den stigende bilisme. Så i 1968 blev det besluttet at rette vejen ud og rive huset ned! Man genopførte det i 1970 på "Hjerl Hede's Frilandsmuseum" i Nordjylland, som dengang 'kun' var interesseret i selve bygningen - så alle skiltene blev foræret til "Den Gamle By" i Århus. Der kan læses mere i bogen GADENS BLIKFANG af John Juhler Hansen, hvor dette foto og tekst er lånt fra.